BentesBondegaard.dk

Mister Migræne

Oprette februar 2011

Fra jeg blev voksen, har jeg levet sammen med Mister Migræne
. Han har taget bolig i mit hoved og er en meget følsom ”herre”. Han tåler ikke forandringer, så bliver han irriteret og sender mig en advarsel i form af hovedpine, kvalme og flimren for øjnene. Hvis jeg ikke retter mig efter den, bliver han vred og begynder at banke inde i mit hoved. Hvis jeg indretter mig (ingen forandringer) så holder han op efter 1 til 72 timer. Men hvis jeg ikke gør, borer han en finger ind i et af mine øjne, så det ikke kan tåle lys og han banker endnu hårdere og han holder ofte ikke op, før der er gået 48 til 72 timer enkelte gange endnu længere. Smerterne er så voldsomme at jeg har kvalme og nogen gange opkastninger. Selvom jeg har taget mine forholdsregler, kan jeg godt få et kraftigt migræneanfald alligevel.

Hvad er det så for nogle forandringer han ikke tåler? Bl.a. let uligevægt hos mig såsom; ked af det, spændt, glæde, bekymring, svingende blodsukker, tørst, varme, stærk sol, se på PC-skærm i mere end ca 30 min, bilkørsel i mere end ca 15 min og så tåler han ikke alkohol og måske andre fødevarer, men jeg har ikke fundet ud af hvilke.  

Hvorfor lader jeg ham bo i mit hoved?
Fordi jeg ikke ved, hvordan jeg skal få ham ud eller slået ihjel og det ved lægevidenskaben heller ikke. Jeg har prøvet rigtig meget både medicin og alternative behandlinger. 
De første ca 25 år tog jeg medicin mod migræneanfald og det kunne få ham til at blive meget sløv, hvis jeg ellers tog medicin ligeså snart, han begyndte at røre på sig. Da han er så følsom som beskrevet overfor, så var det jo meget ofte, at jeg kom til at irritere ham, så jeg har i løbet af de 25 år taget meget migrænemedicin. Faktisk så meget, at medicinen i sig selv kunne gøre Mister Migræne meget vred og jeg var ved at få tegn på alvorlige bivirkninger som nedsat følesans i hænder og fødder.
I 2005 kom jeg til undersøgelse på hovedpineklinikken i Glostrup. De bad mig holde med at tage nogen form for medicin i 2 måneder, derefter prøvede jeg mange forebyggende midler. Efter et år havde jeg prøvet alt, hvad de havde på hylderene og uden efffekt. De sagde ”beklager, vi kan ikke hjælpe dig, men kom igen, når der er opfundet noget nyt medicin”.

For at Mister Migræne ikke skulle tage livet af mig, anbefalede de mig, at tage anfaldsmedicin, men kun 8 dage om måneden og kun 2 dage i træk. Hvis jeg ikke overholder det, vil jeg risikere at få medicinudløst migræne. Desuden er det også sådan, at for hver gang jeg tager migræneanfaldsmedicin, nedsætter det blodforsyningen i alle mine yderpunkter, og på sigt kan det ende med følelsesløshed i hænder og fødder.
Hvis jeg tager rigtig meget hensyn til Mister Migræne, så er op til 50 % af mine dage migrænefrie.

Jeg inddeler Mister Migræne’s humør i 4 niveauer.

Niveau 0: Jeg har ingen hovedpine og kan gøre næsten alt hvad jeg vil.

Niveau 1: Han advarer og jeg har let trykken i hovedet, men kan klare alt, blot ikke nogen af de ting der kan irritere ham.

Niveau 2: Han er vred og jeg har dunkende hovedpine, men kan holde ud at være oppegående, men kan ikke beskæftige mig med noget, der får min puls til at stige og ikke noget der kræver min hjernes opmærksomhed. Jeg tåler ikke stærk sollys, så det eneste jeg foretager mig er lette rutinemæssige opgaver som bl.a. lettere oprydning, hvis det foregår ude er det med solbriller og kasket.

Niveau 3: Så er han blevet så irriteret, at han straffer mig, ved at han banker meget hårdt og trykker så meget på mine øjne, at al lys er uudholdeligt, så jeg må ligge i sengen og have sovemaske på hele tiden. Så længe det står på, ønsker jeg, at jeg lå 1½ meter under jordoverfladen og har kun fred, hvis jeg kan sove dybt og det lykkes kun ved at tage en del sovemedicin.

Hvorfor har jeg valgt at personliggøre min migræne? For at kunne skelne Bente og Mister Migræne fra hinanden og fordi jeg ikke vil opfatte mig selv som Bente med migræne. Men at vi er forskellige. Nogen dage er jeg Bente og nogen dage er jeg Bente med migræne.

Men også for at beskrive hvordan det er at have en form for usynligt handicap, så andre bedre kan forstå mine reaktioner. Hvis man ikke kan forstå, hvordan det er, har jeg fuld forståelese for det. Det kan jeg heller ikke altid selv. På mine meget gode dage, skal jeg minde mig selv om, hvordan jeg har det på mine dårlige dage ellers kaster jeg mig ud i en masse projekter, som jeg alligevel ikke kan magte med mine mange dårlige dage. Jeg har også valgt at lave denne beskrivelse, fordi jeg gerne vil at andre ved hvordan jeg har det, men ikke altid har lyst til smalltalke om hvordan jeg har det.