Oprette februar 2011
Jeg hedder Bente Jakobsen, er født i 1958.
Jeg er mor til 2 drenge født i 1988 og 1990.
Jeg er single og har været det længe.
Jeg er uddannet sygeplejerskei 1982.
Førtidspensioneret sygeplejerske fra august 2010.
Jeg bor på et lille husmandssted lidt uden for Låsby.
Jeg har lidt husdyrhold og driver det økologisk.
Jeg har nogle helbredsmæssige problemer, der begrænser mig meget i min dagligdag og i det hele taget, så jeg vil hermed advare alle om, at hvis de involdverer sig med mig, er der stor risiko for, at jeg ikke kan overholde aftaler og vil bringe meget skuffelse, hvis man ikke kan rumme et andet menneskes ustabilitet. Jeg har stor forståelse for, at man ikke kan rumme det og vælger mig fra, ofte kan jeg ikke selv, på gode dage, forstå alle de hensyn, jeg er nødt til at tage til mig selv, for at have en tålelig hverdag.
Jeg har kronisk migræne og jeg er i behandling for tilbagevendende middelsvær til svær depression, formentlig udløst af mangeårig stress. Det gør at jeg har en dårlig hukommelse, svært ved at koncentrer mig, en meget lav stresstærskel, udtrættes meget hurtig og har mange sygedage.
Hvis du har lyst til at vide mere om, hvordan det er at leve med mine sygdomme så læs ”Mister Migræne” og "Miss Depri” eller lidt mere om hvem jeg er, så fortsæt her på denne side.
Jeg er født den 9. april 1958 i mine forældres soveværelse, mens min far sov på sofaen i stuen. Tænk sig at han fandt sig i at være afskåret fra en af livets største oplevelser, nemlig at deltage i sine børns fødsel og denne gang endda det første. Det foregik i Dover sogn ca 1½ km nord for Dover Kirke, imellem Skanderborg og Ry på en gård fra slutningen af 1800-tallet. De første år blev flaget ikke hejst på mine fødselsdage, der var trods alt kun gået 18 år siden starten på 2. verdenskrig. 1½ år senere blev jeg storesøster for første gang til Per og igen til Birthe, da jeg var næsten 7 år.
Vi boede på en gård med både svin og køer plus alt det løse, hunde, katte, kaniner, fjerkræ og både tamme og vilde mus, og da min søster var 7 og jeg ca 14 år fik vi heste. Jeg fik Sussi, der var halv nordbakker og halv engelsk fuldblod. Farven havde hun fra nordbaggen og temperamentet fra fuldblod, så der er blevet løbet mange væddeløb på hendes ryg i skovene rundt om Ravnsø. Nogen gange med veninder og andre gange alene. Da jeg blev nitten, købte jeg en ny hest Tamara, som jeg havde indtil, jeg blev mor for anden gang, da blev der ikke tid til både hest og 2 blebørn. Siden da har mit hesteliv ligget i dvale. Jeg har i de seneste år gjort nogle spage forsøg på at komme i gang igen med at ride, men har ikke været i stand til at priotere det højt nok.
I 1982 blev jeg færdig som sygeplejerske og har arbejdet med det, bortset fra 2 x barsel, indtil juni 2006 og været rigtig glad for det. Jeg fik prøvet lidt at hvert inden for sygeplejen, både på kirurgisk afdeling, medicinsk afdeling og hudafdeling inden for sygehusvæsnet og inden for primær sektor har jeg arbejdet i Ry, Hammel, Galten og 2 omgange i Gjern kommuner, det var før kommunesammenlægningen. Ved siden af det, kørte jeg som vikar på nogle af mine fridage, så jeg har set en del sygehuse og en del plejehjem og ikke mindst private hjem. Størst var glæden ved at komme i folks eget hjem, der mødte man patienteren på hjemmebane og jeg var der nærmest som gæst, derved var der et meget bedre og mere ligeværdigt forhold mellem behandler og patient.
I 1985 blev jeg og min daværende kæreste Frede, kaldet Fredag, ejer at et lille husmandssted Thorsvang, i Skovsrod, på det strøg der kaldes Statsgade. Et sted i Ry kommune, som jeg aldrig havde været, før vi var på rundvisning med ejendomsmægleren. Men så har jeg til gengæld også været her siden. Vi startede op men at passe 4 får for et hold venner, der tog til Afrika i flere år. Alt afkom måtte vi beholde, så det blev i løbet af nogle år til en del får, det højeste antal er vist 35 moderdyr, som får ca dobbelt så mange lam. Der foruden havde vi hund og kat og ikke at forglemme Tamara, som var årsag til, at jeg gerne ville bo på landet. Tamara var en hest jeg købet i 1976 og som jeg havde til hendes død, samtidig med at jeg var blevet mor for anden gang.
Min kæreste, jeg købte ejendommen med, rejste allerede efter et år. Vi havde alle dage haft, et til tider, lidt for spændende forhold, og det blev ikke bedre af at blive husmænd.
Herefter
boede jeg med forskellige personer. Naboerne døbte straks ejendommen til kolononien. Et par af dem var fra Vestjylland og vidste måske ikke, at den slags, kaldte vi for et bofællesskab her længere øst på. Den ene af de gæve vestjyder var single og kom tit et smut forbi kolonien. Han og jeg begyndte også at løbetræne sammen og der gik ikke ret lang tid, før jeg blev forelsket i naboen, som hedder Dan og ham i mig. Hans ejendom var lidt bedre indrettet end min, især med meget mere udhusplads, så da vi havde været kæreste i 1½ måned og altid var sammen enten hos den ene eller anden, flyttede jeg op til Dan, som boede 250 m længere oppe af vejen.
Vi var ved at nærme os panikalderen og havde med tidligere partnere ikke kunnet lave børn, så vi gik straks i gang. Det var bare den helt rigtige kemi mellem os lige fra start. Rasmus blev undfanget ca 14 dage efter vi flyttede sammen og Klaus præcis 2 år efter.
Men det var mere end vores meget korte forhold kunne bære. 3½ år efter vi var flyttet sammen, flyttede jeg tilbage til min ejendom, som havde været udlejet. Rasmus og Klaus blev delebørn og Dan og jeg deleforældre og igen naboer, hvad vi stadig er. Dan er så sidenhen blevet gift med Kirsten, en rigtig dejlig gæv sønderjyde.
Jeg er single og har været det næsten siden, jeg flyttede fra børnenes far. I starten skulle jeg lige sunde mig og slikke mine sår. Men herefter har jeg ikke haft meget held i kærlighed, og udsigterne er ikke de bedste. Jeg har lige vundet i klasselotteriet i de sidste 2 udtrækninger hele 150 kr pr gang. Og det siges jo, at man ikke kan have held i både kærlighed og spil. Jeg har dog også erfaret, at det er meget besværligt at gøre alle tilpasse, hvis man har en kæreste, der selv har børn. Så jeg har tænkt, at det var ok at være single, indtil børnene blev næsten voksne. Og nu tror jeg, at mit helbred er så dårligt, at jeg kun kan blive en sten om benet på en kæreste, hvis der over hovedet findes nogen, der kan rumme så meget sygdom. Hvis det findes, er det måske en, der selv har nogle helbredsmæssige problemer, og jeg tror ikke, jeg kan rumme mere sygdom/handicap i øjeblikket. Jeg har det i det store hele også fint med at være alene i dagligdagen.
Nu hvor jeg er gået på førtidspensionskal jeg i gang med at skabe mig nogle nye fremtidsudsigter med noget indhold, der giver mening for mig og jeg skal accepterre mine helbredsmæssige begrænsninger. Jeg skal nok især øve mig i at være mere social, og udnytte de chancer der er for at være social, når de opstår i min dagligdag. Kunder, posten, dørsælger, naboen og andre der kommer til min dør og tage på udflugt/besøg med meget kort varsel. At planlægge at skulle have gæster eller besøge andre indebærer ca 50 % risiko for, at jeg aflyser i sidste øjeblik eller at jeg må tage ekstra medicin, for at gennemføre mit forehavende, så det føles ikke altid rart.
I øjeblikket bor Klaus hos mig og har gjort det siden sommerferien, så han dækker noget af mit sociale behov.
Han afsluttede grundforløbet til dyrepasser på Kolding tekninske skole til sommerferien med et flot 12 tal i sin afsluttende opgave. Det er endnu ikke lykkedes ham at finde en elevplads og er i øjeblikket arbejdsløs.
Rasmus bor i et lille kælderværelse i Viby. Han er i gang med at uddanne sig til sceneteknikker på Århus Teater og forventer at være færdig sidst i 2012. Han har en rigtig sød lille kæreste, Merete. Jeg tror han er godt tilfreds med tilværelsen.